14 november 2008

Den tungeste bloghilsen nogensinde

Tja, det er vel ved at være tid for, at jeg kommer med den officielle udmelding omkring mit liv, og dens noget tragiske udvikling?!?

Mandag den 6. oktober kom Ulrik hjem efter at have været hos sin søster det meste af eftermiddagen, og også noget af aftenen. Han har været der 2 gange på to dage, og allerede om søndagen synes jeg ikke at udviklingen er særlig god! Han kommer hjem og fortæller mig om alle mine fejl, og hvad jeg ellers har af ting han har behov for at komme af med.
Mandag afslutter han søndagens samtale definitivt. Han meddelser mig (kort og kontant) at han ikke elsker mig mere og vil skilles. At han vil blive i lejligheden og at jeg skal finde noget andet at bo i, så hurtigt som muligt.
Jeg er helt rystet. Vi har haft en god weekend (selvfølgelig undtagen søndag aften), og vi har ugen inden aftalt, at vi skulle begynde på noget par-terapi, for at få styr på nogen af de problemer vi gik rundt og tumlede med. Lige pludselig er det hele så bare ligegyldig og uden betydning. Han river virkelig tæppet væk under mig.
De næste dage går jeg rundt som i trance. Jeg aner knap hvad jeg selv hedder, og er virkelig virkelig rystet. Prøver mange forskellige indgangsvinkler i forhold til Ulrik. Den bedende (tag mig tilbage og så finder vi ud af det), den vrede (skælder ud og kalder ham egoistisk) og den kede.
Han reagerer ikke på nogen af dem med andet end en tør konstatering om, at han ikke elsker mig mere og derfor har valgt at vi skal skilles! Og han ønsker ikke at tale med mig eller se mig mere end højest nødvendigt. Jeg får virkelig flashbacks til folkeskolen/gymnasiet/de tidlige ungdomsår, hvor man slog op, og ALDRIG sås eller talte sammen igen. Forskellen her er bare, at vi har et barn sammen. Et barn som ville blive 2 år knap 3 uger senere.
Jeg var fuldstændig færdig i de næste uger - ja det er jeg vel egentlig stadig - men formåede dog at få skaffet en lejlighed og finde ud af hvad jeg skulle bruge af penge ellers - altså ud over til indskud. Jeg har søgt om lån, og fået at vide, at hvis jeg kan komme ud af lånet i lejligheden så er den beviliget.

Nu sidder jeg så her 5 uger og mange lorteoplevelser "rigere". Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke savner Ulrik, for det gør jeg, rigtig meget endda. Men jeg tror samtidig også på, at jeg nok skal komme videre. Om ikke andet så for Bertrams skyld.
Lejligheden overtager jeg i næste uge - og lånet er stadig ikke beviliget. Juhu! Not!
Møblerne er i det store hele delt, så de skal bare flyttes og indboet er også - næsten - delt, så det skal bare pakkes ned. Så skal det hele flyttes, og så kan jeg vel blive nødt til at sige: "Det var det", uanset om jeg vil eller ikke vil??
Og det er der noget af det urimelige kommer ind. For hvor er det hårdt at skulle sige "farvel" til et menneske man stadig elsker. Jeg synes virkelig det er svært at se noget som helst fair i det her forløb. Ulrik valgte at give op, smide håndklædet i ringen eller hvad man nu kalder det, efter at vi havde aftalt at det skulle være os to for evigt bare en uge forinden. Han havde fået MIG til at tro på, at det hele nok skulle lykkes for os, og havde givet mig følelsen af kærlighed igen. Men omvendt var jeg jo også bange for de følelser, så derfor var jeg nok ikke helt klar til at tro på det! Da han kommer hjem fra lejrskole og det hele er superhyggeligt, romantisk og dejligt, der begynder jeg virkelig at tro på det, og da jeg vågner om lørdagen er jeg glad og sikker på at det nok skal gå. Havde jeg på det tidspunkt haft en ide om hvordan det skulle udvikle sig, så havde jeg gravet mig ned under dynen lørdag - og glemt at jeg nogen sinde skulle komme ud igen!

Nu er det alt det praktiske der står øverst på listen. Og selv om det er svært, har jeg heldigvis nogle rigtige gode venner der lytter på mig, og er der for mig når jeg bar brug for dem!
Men den beslutning jeg aller helst ville have skulle ændres, den er der desværre ingen der kan ændre for mig!

Nu er det ude i det fri og åbne. Mange af jer der læser med her, vidste det godt i forvejen. Men jeg syntes alligevel det skulle skrives ... måske også for min egen skyld ... "Hvis jeg nu skriver det, kan det også være jeg forstår det bedre selv!"

Alt for nu ... klokken er mange og jeg skal sikkert tidligt op i morgen med min søn.

1 kommentar:

Karen-Ditte sagde ...

Du ved jeg er her - der er vist ikke så meget andet at sige til dit triste indlæg, andet end det også fortæller at du er lidt på vej til at lande på begge fødder igen.
KNUS KD